Miau! (velkommen) »
Nikki er familiens på alle måder store maskot. En stor rød hunkat, der forstår at gøre det komfortabelt for sig selv.
Hun er herren i huset, og hvis nogen skulle formaste sig til at være af en anden overbevisning, svarer man igen!
Nikki kom til verden på et landbrug i Ruds-Vedby hos familien i maj måned 1995. Altså en rigtig bondegårdskat, men det varede kun i få uger, så tog familien fra Frederiksberg hende med hjem til storbyen i bilen. Hér har hun været siden da.
Uden brug af lommeregner står det klart, at Nikki for nylig har rundet de 14 år. Dette blev fejret som sædvanlig med festivitas og kattelegetøj. Andre dele af vores familie ryster mest af alt på hovederne over dette arrangement. Men de glemmer jo, at hun er en del af familien ligesom alle os andre.
Ang. kattelegetøjet bliver vi sikkert aldrig klogere. Gang på gang har vi skænket hende gaver til fremme af leg, jagtinstinkt og intellektuelle øvelser, men Nikki viser absolut ingen interesse for stofmus på fjedre og gummibolde.
Det er langt mere sjovt at hugge familiens egne affekter og spæne larmende rundt om natten, mens man leger 'kat og mus'.
Hun fik også engang en dejlig blød kattekurv, men det første den unge kat gjorde, var at bruge den som toilet. Nu er den opsamlingskurv fyldt til randen med legetøj.
Nikki er på mange måder et luksusdyr. Engang spankulerede hun opppe på altanernes gelændre hen til naboen (en flink ældre dame), sprang ind i lejligheden og lagde sig til rette i hendes bedste lænestol. Hun fik den bedste servering af naboen, men Nikki hvæsede af hende, blot hun nærmede sig!
Som oldfrue i huset ser man det som sin pligt at lægge alle familiemedlemmer i seng, hvorefter man selv slår sig til ro under dobbeltsengen med højlydt snorken. |