Miau! (velkommen) »
Dette er blevet en mindeside for vores dejlige mis Nikki, som vi måtte tage afsked med i maj 2012. En kræftsvulst reducerede vores 13 punds kat til en pose skind og ben på 3 pund. Nikki blev 17 år.
Nikki var familiens på alle måder store maskot. En stor rød hunkat, der forstod at gøre det komfortabelt for sig selv.
Hun var herren i huset, og hvis nogen skulle formaste sig til at være af en anden overbevisning, svarede man igen med et højlydt miau! Og så kunne man mundhugges med hende: nej! miau! nej! miau! nej! miau! indtil man blev træt.
Nikki kom til verden på et landbrug i Ruds-Vedby hos familien i maj måned 1995. Altså en rigtig bondegårdskat, men det varede kun i få måneder, så tog familien fra Frederiksberg hende med hjem til storbyen i bilen. Hér levede hun hele sit liv.
Ang. kattelegetøjet blev vi aldrig klogere. Gang på gang har vi skænket hende gaver til fremme af leg, jagtinstinkt og intellektuelle øvelser, men Nikki viste absolut ingen interesse for stofmus på fjedre og gummibolde.
Det var langt mere sjovt at hugge familiens egne affekter og spæne larmende rundt om natten, mens man legede 'kat og mus'.
Hun fik også engang en dejlig blød kattekurv, men det første den unge kat gjorde, var at bruge den som toilet.
Nikki var på mange måder et luksusdyr. Engang spankulerede hun oppe på altanernes gelændre hen til genboen (en flink ældre dame), sprang ind i lejligheden og lagde sig til rette i hendes bedste lænestol. Hun fik den bedste servering af genboen, men Nikki hvæsede af hende, blot hun nærmede sig. Og lejlighedens store hund fortrak til et andet værelse!
Som oldfrue i huset viste Nikki det som sin pligt at lægge alle familiemedlemmer i seng, hvorefter man selv slog sig til ro under dobbeltsengen med højlydt snorken. |
